DM hold 4. division
- skal vi grine eller græde
DM for hold var en ny ting for os. Løbene blev svømmet på samme måde, som vi kender det fra alle de andre stævner vi deltager i. Men modsat andre stævner er Ikast Svømme Klub, som et samlet hold også til vurdering.
Når jeg ser tilbage på stævnet ved jeg ikke om jeg skal grine eller græde. På den ene side var der mange gode resultater, hvor af nogle også kan siges at være virkelig gode. Men som hold var der flere ting som ikke rigtig virkede.
Jeg har deltaget i DM for hold mange gange og jeg har aldrig oplevet et hold med så mange disk løb. (bliver man disket i et løb har holdet mulighed for at svømme løbet igen efter stævnet er slut – bare med en anden deltager). Jeg ved ikke om sol, måne og stjerner stod skævt eller hvad. I hvert fald skete der ting som normal aldrig sker. Claus og Cathrine bliver disket i 200 ryg. Det sker ellers aldrig. Drengene kommer for sent til deres 4x100 fri og får ikke svømmet løbet – pinligt.
Men i modgangens mørke fandt vi nogle lyspunkter, som jeg ikke havde set komme. Louise Sander og Mathias Jørgensen viste sig at være fuldgode reserver for Claus og Cathrine. Det er altid let at være god i medvind, men svært i modvind. Og modvind må det siges at være når man skal svømme 200 ryg kl. 21.00 om aftenen. Et løb som man ikke havde planlagt at skulle svømme. Louise svømmede næsten lige så hurtigt som Cathrine gjorde tidligere på dagen, og Mathias klarede faktisk at svømme hurtigere end Claus havde gjort – imponerende præstation fra begge svømmere.
Helene overraskede sig selv og alle andre med at sætte personlig rekord med 3 sekunder på 100 fri og så igen dagen efter gøre det endnu bedre da hun svømme 100 fri i holdkappen, hvor hun svømmede 1.14.45 – ny rekord med godt 4 sekunder.
Mathias Jørgensen var vores wildcard. Han træner ikke de samme mængder som tidligere, men han har dog styrketrænet en del. Så det var ikke helt til at vide hvad han ville kunne klare. Første tur i bassinet gav 1½ sek. PR på 100 fri g klarede faktisk næsten kravet til DM på kortbane. På den korte distance forsvarede han pladsen som klubbens hurtigste ved at svømme 25.52. Christian havde ellers presset ham i heatet inden ved også at svømme under 26 sek. Dog må vi erkende at man kan styrketræne sig til power og fart når man har teknikken på plads. Men når distancerne kommer op på 200 meter eller mere skal der også trænes noget hård konditionstræning i bassinet for at kunne skyde den helt af. Efter den hurtige 100 meter var Mathias opsat på at svømme under de magiske 2.00.00. Men efter de første 100 meter blev armene lidt for tunge og farten faldt en smule. Han svømmede en ok 200 meter, men hvis han skal under 2.00.00 skal der nok bruges lidt mere tid i bassinet.
Louise Sander har til træning vist at hun har en god udholdenhed og kan svømme hurtigt mange gange i træk. Men her til hold DM viste hun også at hun kan få lidt power ind i hendes brystsvømning. Når rytmen faldt på plads svømmede hun noget af det bedste brystsvømning jeg har set fra en Ikast-pige – imponerende.
Tashia var den eneste pige fra C-holdet som var med på holdet. Hun var naturligvis ekstra nervøs, men klarede alligevel at svømme flotte personlige rekorder hver gang hun hoppede i vandet.
Vi fik en placering som nr.19. Hvis vi havde kunnet stille i bedste opstilling er det ikke til at vide hvad vi ville have kunnet klare. Vi manglede Nicklas, Sarah og Mathias Jørgensen svømmede ikke så mange løb som han var tænkt til pga. overbelastning i skulderen. Så hvis vi havde haft den bedste opstilling og undgået alle de diskløb, ville vi nok kunne placere os som nr. 10-11 stykker.
Når vi skal præstere som et hold er der flere ting der skal falde på plads. Alle skal være skarpe på samme tid og det evnede vi ikke denne gang. Mens nogle var 100% var der andre der kun var på 80%. For at kunne være på toppen på samme tid er hver enkelt nød til at træde i karakter og præsterer sit bedste. At kunne yde sit bedste er en evne man skal tilegne sig. Har man denne evne vil man altid kunne levere en super præstation – uanset om der er medvind eller modvind.
Så DM hold har været en sjov oplevelse på godt og ondt og vi er nu klar til at sparke r… næste år, sådan vi kan rykke op i det finere selskab.



